Pak feriebilen rigtigt
og om benzinslugere...
 
Det letteste i tagboksen
Tagboksen er en gave til den, der har købt bil efter det daglige transportbehov og ikke til den årlige ferietur. Den er løsningen på et problem, men den er ikke problemfri. Før du køber eller lejer en tagboks, skal du i bilens instruktionsbog undersøge, hvor tung en taglast, fabrikanten tillader. Det er et sted mellem 50 og 100 kilo. Få at vide, hvad tagboksen vejer, og beregn "nyttelasten". Den må du under ingen omstændigheder overskride. Brug badevægten, og sørg for, at det er de letteste ting, der kommer "på første sal".

Kontroller at boksen sidder fast
Forskellige biler kræver forskellige monteringssystemer. Følg instruktionerne nøje. Rusk grundigt i tagboksen, når den sidder, som den skal, og prøv et par kraftige opbremsninger. Hvis den går løs, er det bedre, at det sker før feriestarten end i en virkelig nødsituation. Kontroller efter et halvt hundrede kilometer, at boksen stadig sidder fast.

Taglast hæver bilens tyngdepunkt og påvirker køreegenskaberne. Prøv dig forsigtigt frem, indtil du er fortrolig med bilens bevægelsesmønster.


Benzinforbruget øges
Selv en "aerodynamisk" tagboks øger bilens luftmodstand med adskillige procent. Jo hurtigere, du kører, desto mere vil det påvirke benzinforbruget. Bliv ikke forbavset, hvis ferieturen bliver en halv snes procent dyrere i brændstof, end du oprindelig regnede med.

Bagagerum
Mens de lette ting skal på taget, skal de tunge anbringes så lavt og så nær ved midten af bilen som muligt. Af sikkerhedsmæssige grunde bør de tunge ting lægges umiddelbart op ad bagsæderyglænet. Er ryglænet delt, er det godt at anbringe en bred genstand hen over "samlingen". Sidder der ingen i bagsædet, kan man krydse sikkerhedsselerne. Det modvirker alt sammen, at bagagen kommer farende bagfra som en katapult ved et eventuelt sammenstød. Jo lavere og jo nærmere bilens tyngdepunkt, de tunge genstande placeres, desto mindre påvirkes styreegenskaberne. Er man kun to i bilen, kan tung bagage placeres på gulvet foran bagsæderne.

Forsikring
En aflåst tagboks sidestilles af forsikringsselskaberne med et aflåst bagagerum. Det vil sige, at almindeligt rejsegods er dækket af indboforsikringen. Ifølge Forsikringsoplysningen er der imidlertid forskel på dækningsgraden fra selskab til selskab. "Særligt indbo" som f.eks. et videokamera eller andre værdifulde genstande skal man ikke lægge i tagboksen, og vil man være på den sikre side med hensyn til, hvad der dækkes, bør man forhøre sig hos sit eget forsikringsselskab.


Tagbagage sluger benzin
Det er ikke gratis i brændstof at have bagage på taget. 

Benzinslugere:
Her er en liste over benzinslugere:

Automatgear................5-15 procent merforbrug
For lavt dæktryk...........2-3 procent
100 kg ekstra vægt.......5 procent
Tom tagbagagebærer....2 procent
Tagboks......................10-20 procent
2 cykler bagpå.............10 procent
2 cykler på taget..........20-30 procent
Campingvogn...............40-60 procent
Air-conditioning............10-15 procent
Halvt åbne ruder..........2-6 procent

Kilde: dba.dk

 

Retur til NYSYNET.DK's forside